TINGSTEDET
GITTE JUUL

KUNSTPROJEKT

Taastrupgaards nye mødested

Tingstedet som det ser ud august 2023

 

En bagepavillon vokser frem i Taastrupgaard på det lille plateau i det grønne område langs DSB-stien. Det sker som en del af kunstprojektet Tingstedet, som kunstner og arkitekt Gitte Juul står bag i samarbejde med Taastrupgaards beboere. 

Samtaler med en gruppe beboere og brugere af haveforeningen i Det Grønne Hjørne har dannet udgangspunkt for Juuls udvikling af Tingstedet. Her kan de være sammen om at bage brød, producere myntete, opholde sig og udstille lokalt producerede produkter fx honning fra de lokale bistader.

“Det Grønne Hjørne er et åndehul i Taastrupgaard, hvor vi dyrker grønsager, slynger honning og holder fællesspisninger. Vi vil gerne invitere flere beboere ind i fællesskabet og også holde flere arrangementer, hvor naboer og andre interesserede kan komme på besøg, og se alle de gode ting,  Taastrupgaard har at byde på. Derfor glæder vi os til, at vi kan holde arrangementer i  Tingstedet” siger Yusuf Aydin, der er næstformand i Taastrupgaards afdelingsbestyrelse og engageret i haveforeningen Det Grønne Hjørne.

”Vi vil gerne invitere flere beboere ind i fællesskabet og også holde flere arrangementer, hvor naboer og andre interesserede kan komme på besøg, og se alle de gode ting, Taastrupgaard har at byde på.”

— Yusuf Aydin, næstformand, AKB Taastrupgaard

Naturens byggematerialer

Siden foråret 2021 har Gitte Juul undersøgt forskellige typer bageovne, talt med beboere om bagetraditioner i forskellige kulturer og skitseret på en pavillon, der er groet ud af beboernes drømme og idéer og er lokalt forankret - både i Taastrups jord og historie. 

Selve pavillonens opbygning trækker tråde tilbage til den lokale teglproduktion. Den store ringovn på Hakkemose Teglværk i Taastrup har inspireret til pavillonens delvise runde form, brugen af ler som byggemateriale og brænding som produktionsform.

”Vi vil bygge de bløde strukturer før de hårde - og vi vil etablere et værksted til kollektiv, eksperimentel læring,” siger Gitte Juul, og fortsætter “I Tingstedet afprøver vi samarbejdsformer, bæredygtige byggemetoder og materialer, der er en del af naturens cyklus. Derfor bliver pavillonen bygget af træ, ler og mycelium. Dyrkning af mycelium og bagning af brød er to håndværksprocesser, der minder om hinanden. En organisme dyrkes, vokser og bages, for derefter at blive til henholdsvis elementer der kan bygges med, - eller brød, der kan spises.”

 

Skitse inspireret af Hakkemose Teglværk. Illustration: Gitte Juul

“I Tingstedet afprøver vi samarbejdsformer, bæredygtige byggemetoder og materialer, der er en del af naturens cyklus. Derfor bliver pavillonen bygget af træ, ler og mycelium”

— Gitte Juul, kunstner og arkitekt

Åbne processer og værksteder

Det Boligsociale Team har - med input fra forskere fra Det Kongelige Akademi - eksperimenteret med at producere mycelium-paneler i Myco-værkstedet. Unge i lommepengejobs er med til at producere mycelium-panelerne som integreres i pavillonens arkitektur, og som senere kan komposteres direkte i haveforeningen.

Parallelt har Gitte Juul indrettet et ‘værksted’ i Det Grønne Hjørne. På væggene hænger skitser fra processen og på bordet står modeller af Tingstedet. Tegninger, billeder, opskrifter, manualer bliver samlet i en bog, Tingbogen, som formidler de mange tanker og forskellige perspektiver i projektet. 

“Dyrkning af mycelium og bagning af brød er to håndværksprocesser, der minder om hinanden. En organisme dyrkes, vokser og bages, for derefter at blive til henholdsvis elementer der kan bygges med eller brød, der kan spises.”

— Gitte Juul, kunstner og arkitekt

Aktiviteter

Maj 2021
Fællesspisning og samtaler om bagekulturer og mycelium netværk. 
Myntemark bliver etableret 

Juni 2021
Byggefelt bliver tegnet op

November 2021
Bagedag, hvor vi afprøver forskellige former for bageovne

Juni-juli 2022
Samtaler med beboere om bagetraditioner
Byggepladsskilt bliver tegnet
Mycelium bliver dyrket 

August 2022 - efterår 2023

Mycelium bliver dyrket 
Pavillon bliver opført

I maj 2021 etablerede arkitekt og kunstner Gitte Juul og en gruppe beboere en myntemark. Mynten skal høstes i efteråret og bringes til tørre i den kommende pavillon Tingstedet. Foto: Tyra Dokkedahl

I november 2021 eksperimenterede Gitte Juul og en gruppe beboere med at lave forskellige slags bageovne, jordovne og bålsteder på den grund, hvor Tingstedet skal opføres. Foto: Tyra Dokkedahl

Senere i juni markerede gruppen byggegrunden til Tingstedet. Her vil Gitte Juul opføre en træpavillon, hvor der er en bageovn. Pavillonen skal beklædes med plader af myceliumsvampe indvendigt. Foto: Gitte Juul

En blandet gruppe af børn, unge og voksne lavede bål, brød og supper over hele dagen. Foto: Gitte Juul

Om projektet

Kunstprojektet er initieret af AKB Taastrupgaard, kurateret af Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl og bliver skabt i samarbejde med haveforeningen Det Grønne Hjørne. Pavillonen bliver bygget af Thomas Nexø i samarbejde med Tue Bondo. Mycelium-paneler bliver produceret i Myco-værkstedet i samarbejde med forskningscenteret FUNGAR, Det Kongelige Akademis Arkitektskole.

Projektet er en del af Kysset – mobilisering og forankring af kulturelt medborgerskab, som inddrager beboere i den fysiske omdannelse af Taastrupgaard gennem kunst, arkitektur og teater. Kysset afvikles i 2021-2023 i samarbejde med Høje-Taastrup Kommune, Taastrup Teater og Musikhus, Høje-Taastrup Billedskole, Nationalmuseet, Arkitektskolen i Aarhus, University of California, Berkeley, Empathic Environments v. Stenka Hellfach og Tyra Dokkedahl. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens pulje Kunst og kultur i udsatte boligområder.

Det Grønne Hjørne i Taastrupgaard

Det Grønne Hjørne forsyner beboere i Taastrupgaard med blomster, grøntsager, frugt og honning. Det er et sted, hvor det at grave i jorden har en kontemplativ og afstressende funktion.

Samtidig er det et sted for eksperimenter og for nye muligheder. Som eksempel har nogle beboere ønsket at arbejde med hydroponic, der er et system for bæredygtig udvikling af planter i vand, hvor den nødvendige næring fås fra fisk. Der bliver også eksperimenteret med Myceliumsvampe.

Det Grønne Hjørne er åbent for alle beboere i Taastrupgaard. De nuværende brugere ønsker, at flere beboere i Taastrupgaard bruger området. Samtidig ønsker de, at det bliver et samlingspunkt og et sted for produktion.

Gitte Juul

Gitte Juul er kunstner og arkitekt. Hun arbejder i feltet mellem arkitektur, byudvikling og kunstneriske processer og udforsker, hvordan man kan videreføre eksisterende kvaliteter i byudviklingsprocesser. Det gør hun gennem en veludviklet praksis af skræddersyede processer, der foregår direkte på stedet og i tæt samarbejde med lokalområdet. Denne ‘in situ’ arbejdsform bidrager til at fremkalde lokal viden om de steder og situationer, der undersøges og aktiveres.

Gitte Juul var en af drivkræfterne bag kunst- og arkitekturprojektet SOUP – sol over Urbanplanen (2008), har været kunstnerisk leder af Kontoret for Kunst i Byen, Ballerup Kommune (2011 - 2015); og er involveret i Skulpturlandsby Selde (2014-). Siden 2016 har Gitte Juul været ansvarlig for Blok 1: Bosætning – det første undervisningsforløb, 1. års studerende møder ved deres start på Kunstakademiets Arkitektskole. Her arbejder Gitte Juul på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn.

Gitte Juul er kunstner og arkitekt og står bag kunstprojektet i Det Grønne Hjørne. Foto: Gitte Juul

Gitte Juul er kunstner og arkitekt og står bag kunstprojektet i Det Grønne Hjørne. Foto: Gitte Juul